Lys, varme, storslået natur, fantastisk mad!


Jeg elsker at være på Kanarie-øerne!
Fra 1987 til nu har jeg været på øerne ca. 20 gange. Mine ophold har været fra fem dage til ca tre uger. Jeg har nydt hvert sekund!
Jeg "snyder" den danske vinter (som jeg bare slet ikke kan lide) og har de dejligste oplevelser. Især på de to store øer, Gran Canaria og Tenerife.

af Per Wium, musikjournalist

Lyset

Når kalenderen skriver november, december og januar er det en fryd at der på Kanarieøerne er lyst fra kl 7.30 til kl 18.30.
Ikke bare sådan lidt lyst, men derimod kraftigt lys og selv på gråvejrsdage mærker man følelsen af den høje himmel.
Man får lyst til at være ude, til at opleve naturen.

Vejret

De ret høje temperaturer er måske det allervigtigste. I de danske vintermåneder er der på Kanarieøerne dagstemperaturer på ca 20 - 23 grader.

Selvfølgelig er der ikke vejrgaranti. Det er der kun de færreste steder på kloden.
Man kan sige at vejret overvejende er godt. Men man kan sagtens risikere et par dages regn og/eller blæst. Eller sågar sne. Det er jo trods alt vinter - også på Kanarie-øerne.
Men min erfaring siger at det er dejligt vejr ca 85 pct af tiden. 

Ikke så ringe  :-)

Mad og drikke

Jeg er vild med tapas. Små retter i adskillige variationer. Hvis man er to, kan man typisk starte med at bestille tre forskellige tapas-retter til deling. Og evt. supplere med yderligere een eller to. NB: selv små retter er ofte pænt store.
Vinen er god. "Husets vin" er ofte ganske fremragende - og der blir ikke sparet, når der blir hældt op i glasset.

De lokale øl er o.k., men ikke mere end det. Og mange barer og restauranter har en mærkelig vane med at lægge glassene på is inden de skal bruges.
Måske det giver meningen om sommeren? Måske, jeg har aldrig været på øerne i sommerhalvåret. For mig er det i de kolde og mørke måneder at jeg for alvor tilstrækkes af de smukke øer mod syd!

Livsstilen

Jeg kan lide livsstilen. At mennesker går ud om aftenen. At man spiser sent. At man hænger ud til sidst på aftenen. Dette er en temperamentssag, I know.
Men jeg er altså vild med det.




Kommentarer